Man skærer da ikke i raske børn«, lyder det fra forslagsstiller til borgerforslag nr. FT-00124.

Og det er populært, for hvem kan ikke skrive under på det? Forslaget, der lægger op til en kriminalisering af drengeomskæring, er godt på vej til at opnå de 50.000 underskrifter inden udgangen af fristen, og uanset udfaldet i Folketinget kan Intact Denmark, som er folkene bag den organiserede omskæringsmodstand, notere voldsom opbakning i meningsmålinger og iblandt Folketingets politikere.

Men kampagnen er samtidig en master class i dårligt medborgerskab – et skoleeksempel på, hvor nemt det er at skille folk fra flokken.

Allerede i udgangspunktet er der noget galt. »Man skærer da ikke i raske børn« er et klart afgrænset udsagn, der skiller os og dem. Der er dem, man er, og dem, man ikke er. »Man« er os, der tilhører den hovedkultur, der i meget ringe omfang praktiserer omskæring, og dem, »man« ikke er, er dem, der skærer i raske børn – de andre.